Direkte til indholdet
Gå til forsiden

Nyt fra Ribe Stift

 

Prædikener

4. søndag efter påske

Jesus Kristus
Du opstandne Herre
Din kærlighed giver os nye øjne at se med.
Vi beder dig:
Driv resterne af nattens mørke
Uroen, vreden og sorgen
Ud af vores øjne.
Få morgendisen til at forsvinde som dug for solen,
Hurtigt og sporløst
Så vi ser os selv i dit klare lys,
Ser at vi er befriet af dig,
Fordi din kærlighed soner alt
Du som er fra evighed til evighed.
Amen

”Hvordan kan I dog finde på at sige, at mennesket er en synder og dermed  ikke er frit? Jeg er da fri som fugl - et frit menneske og kan dybest set gøre hvad jeg vil.” 

Lettere omskrevet er det egentlig den anke Jesu landsfæller rejser mod ham, når de siger til ham: ”Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?” 

De kan ikke have, ja de bliver anfægtet over Jesu tale om, at de skal blive frie, som om de er ikke er det allerede.

De føler sig frie og lever desuden i sikker tillid til den rige arv, de allerede har fået givet af deres fædre, og til den pagt Gud engang sluttede med dem. Hvorfor så søge frihed? 

På den ene side bygger Jesu kritik på en opstand mod det til enhver tid satte og veltilpasse menneske, som tror sig sikker i kraft af arv og meritter, og på den anden side rummer hans ord en kritik af dem, som ukritisk tror sig fri i alle ting:

Du kan ikke bare påberåbe dig din arv, dine fine meritter og føle dig sikker. Ligesom du heller ikke kan dække dig ind bag hverken religion eller en politisk ideologi. I det hele taget drop det med at puste dig selv op. Du er i Guds optik nok et skabt menneske men samtidig et skrøbeligt væsen. Nøgen kom du til verden, og egentlig ligner du og jeg mest et siv i vinden. 

Når det så er sagt og Jesus har klædt sine landsmænd og os alle af til skindet, så må vi ikke glemme Jesu egentlig anliggende ærinde, nemlig den at gøre fri, dvs. skabe forsoning og håb.

Ikke i kraft af os selv og vores eget, ikke i kraft af vores slægt og historie men i kraft af Gud.

Dvs Jesus fortaber sig således ikke i profetisk vrede – for han vil bygge os op i troen på Guds kærlighed og nåde.

Den frihed, vi får del i ham, er en frihed, som på paradoksal vis både binder os til Gud og hinanden. Det er en frihed til at tjene hinanden og være til for hinanden. Her er nok plads til både forbedring og selvudvikling men først og fremmest dog et behov for, at vi til stadighed skærper vores blik for hinanden og virkelig lever ud af den treklangen af tro, håb og kærlighed, som er givet os af den gode Gud.

Gud hjælpe deri.

Det ske i Jesu navn!

Amen.

 
Ribe Domprovsti, Kannikegården, Torvet 15, 6760 Ribe. Tlf. 75 42 56 44, Email: ribe.domprovsti@km.dk