Direkte til indholdet
Gå til forsiden

Nyt fra Ribe Stift

 

Prædikener

1. søndag efter fasten

Billede af orgel

Lad os bede
Herre, Gud Fader i himlen
du er den stærke klippe
hårdfør når voldsomme kræfter raser.
Din søn Jesus Kristus har dit væsen.
Han lod sig ikke friste af Djævelens hvislen.

Vi beder dig:

Forbarm dig over os der som Adam og Eva har mindre rygrad.

Vi er svage, vi undviger, dækker til og kryber i skjul når vi bryder dine bud og ødelægger livet for hinanden.

Kald os frem for dit ansigt, og støt os i at stå op imod al ondskab, du som er fra evighed til evighed.

Amen

Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen, siger vi i trosbekendelsen. Hvorefter vi i samme bekendelse udsiger vores tro på Gud Fader, Guds søn og Gud Helligånd.

Vi bliver aldrig færdige hverken med at sige nej til Djævelen og ja til Gud. Det er en åndelig kamp, vi som mennesker og som døbte, fortsat står i.

¤

En af den tidlige kirkes dygtige teologer hed Gregor af Nazians. Han levede i det fjerde århundrede (fødtes omkring 330 e. kr. og døde ca. 390 e.kr.). Han blev født midt i det nuværende Tyrkiet, i Kappadokien.

Gregor af Nazians var sammen med de to brødre Basileos den Store og Gregor af Nyssa med til at udforme den kristne teologiske tænkning om den treenige Gud: Gud som Fader, Søn og Helligånd. Gregor var med til at udfolde og klargøre det særlige ved det kristne gudsforhold. Ud over dette arbejde skrev han så også en række digte, ca. tredive digte, hvor i djævelen dukker op igen og igen.  

Gregor var meget opmærksom på, at det at vide sig elsket af Gud samtidig betyder, at man som menneske står i en fortsat åndelig kamp både i en selv og i forhold til de ødelæggende kræfter i verden.

¤

Når man læser om Gregor af Nazians liv virker det som om, han stod i en indre kamp mellem gerne at ville træde frem i rampelyset, stå i begivenhedernes midte, og så samtidig gerne trække sig tilbage og leve alene. F.eks. da Gregor var blevet patriark og indledte det store   kirkemøde i Konstantinopel i 381, trak han sig kort tid efter tilbage og levede i stedet som eneboer.

Hvert menneske har sit at slås med. Modsætninger lever i os. Og jeg skal jeg ikke sige, hvad der er mest rigtigt, et meditativt eller aktivt liv.

Pointen her er blot den, at livet ikke bliver lutter idel lykke af at blive døbt og at få vide, at man er et Guds barn.

Jo, vi gives en frihed i dåben. Alt beror heldigvis ikke på os selv og på, hvad vi selv kan løfte og bære i livet. Dåben lægger i den forstand en lettelse ind i mit sind og min krop. Mit liv afhænger ikke af mine egne præstationer, men af den gode Gud, som siger til mig som til Jesus i dåben:

Guds forholdet Du er mit barn, dig holder jeg af og holder jeg ved., vi er givet i dåben, lyser velsignelsen over mit liv og giver mig det løfte, at jeg trygt kan gå ud og leve mit liv i verden.

Herude står jeg imidlertid så i en fortsat åndelig kamp.  

Ligesom beretningen sidste søndag om Jesu dåb understregede, hvem Jesus er, sådan viser Jesus i dag sin magt og evne til at modstå det onde.

Han slår tonen an til det, som også er vores opgave: ikke at lade os friste af det onde og give os ind under djævelens magt. Ved at holde fast i vores tillid til Gud og leve ud af hans kærlighed og nåde, så får vi hjælp og støtte til både at sige nej til det onde og ja til livet.

Det ske i Jesu navn. Amen.

 

 

 

 
Ribe Domprovsti, Kannikegården, Torvet 15, 6760 Ribe. Tlf. 75 42 56 44, Email: ribe.domprovsti@km.dk