”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd”, siger Jesus i evangeliet til i dag Anden Juledag.

Kontrasten er stor, ikke blot til julefreden med julenats englesang og lovprisning af barnet i krybben, men kontrasten er også voldsom i forhold til det, som Jesus siger, da han som fuldvoksen rejste fra sted til sted med sine disciple og forkyndte Guds riges komme: Jesus opfordrer os da i stedet til at vende den anden kind til. Han fordrer, at vi ikke blot skal elske vores næste men også vores fjende. Og selv, da Jesus hænger på korset, har han den mildhed, den godhed over sig, at han beder til sin far i himlen om at tilgive sine bødler: ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”

Hvad er det nu for en hårdhed som flint, der også er i Jesu ansigt? Hvorfor siger Jesus disse hårde ord i evangeliet i dag: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd”. Det virker umiddelbart så fremmed i forhold til netop ham. Hvad er nu for en uromager og brandstifter?

Jesus siger som, han siger, fordi han ved, at det budskab, han bringer, ikke bare vækker glæde. Det vil bære ufred med sig, forfølgelser og strid.

¤

Apostlen Paulus formulerede det så stærkt - hvad som er på spil - i et af sine breve, i brevet til menigheden i Korinth. 

Paulus skrev her om korsets dårskab og om, hvordan Jesus netop med sin forkyndelse, med sit liv og død, vækker forargelse. 

”Jøder kræver tegn og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet”. 

Når Paulus her taler om jøder og grækere tænker han på hele sin omverden, alle andre mennesker, og om deres reaktion på forkyndelsen af Jesus som Guds søn, frelser og forsoner. Han ved, at den kristne forkyndelse provokerer og generer.

Nogle vil nemlig - og det gælder jo også i dag - have stærke tegn for at tro; de lader sig kun overbevise af stærke handlinger. Alt andet har de kun hån tilovers for. Forargelsen ligger derfor ligefor, når man i den kristne forkyndelse hører, at den vi forkynder som Guds søn og verdens frelser, er en mand, en tømmersøn og vandreprædikant, som endte med at blive henrettet af den romerske besættelsesmagt for snart to tusinde år siden.

Og andre – det gælder også i dag - lader sig, skriver Paulus, kun overbevise af det filosofisk stringente. Det mysterium, som udfolder sig af Guds rige nåde ved, at han lader Jesus, hans egen søn, føde på jord kan kun forekomme mytisk irrationel og fuldstændig irrelevant.

Og disse reaktioner kan vække ikke bare irritation og rysten på hoved; de føder også let vrede og bærer ved til det bål, hvor man søger at slette det, som er komplekst og kan rumme det skabte livs kompleksitet.

Barmhjertighed, godhed, sandhed, mildhed, forsoning, fred og håb. Det er ikke bare lette ord, som vækker glæde i en verden også præget af egoisme, selvtilstrækkelighed og magtsyge.

Godt, at Guds egen søn, tager striden op og vil, at vi ikke bare skal lade stå til.

Glædelig jul!