Beretningerne om, hvad der skete påskemorgen, fortæller om nogle kvinder, der kom til Jesu grav påskemorgen og fandt graven tom. Tomheden står dog ikke alene tilbage. Jesu linnedklæde ligger efterladt inde i graven, og en engel eller to  lidt forskelligt, hvad evangelisterne formulerer fortæller disse kvinder, at de ikke skal være bange, men de skal vide, at Jesus er opstået fra de døde.  Og dette budskab spredes videre gennem disse kvinder, ja ordene går fra mund til mund, ja lyder den dag i dag i kirker ud over den ganske jord – et budskab til stadig trøst og håb.

En engel siger det: Kristus er opstanden. Nogle hører det, og disse siger det videre til andre og sådan spredes budskabet som ringe i vandet.

¤

Evangelisten Johannes fortælling om mødet mellem Maria Magdalene og den opstandne Kristus i haven påskemorgen har en lidt anden karakter, og det lægger et lag mere på her anden påskedag.

Fokus er her ikke på budskabets udbredelse, men fokus er på selve mødet med den opstandne. Her melder spørgsmål sig om hvordan vi dog kan tro på opstandelse. Denne beretning handler om genkendelse og om nærværets karakter, ja dybest set, om hvordan himlen og Guds rige fortsat er del af vi menneskers liv nu i lyset af påskens budskab om Jesu død på korset langfredag og den tomme grav påskemorgen.

Dialogen mellem Maria Magdalene og den opstandne Kristus er skøn.

Maria Magdalene kan først ikke genkende Jesus, tror han er havemanden, stedets gartner. Det er først, da han siger hendes navn, at hun genkender ham. Hun ser ham ikke, hvem han er, men hun genkender ham på stemmen.

Hvorfor kan hun se ikke se, hvem han er? Er det fordi hun slet ikke kunne forestille sig, at det var Jesus. Han var jo død og begravet? Er det fordi han ser anderledes ud nu efter sin opstandelse? Eller er det, fordi hun som det så ofte er med os mennesker, at vi ligesom går indkrogede i vores eget og dårligt har øje for omgivelser og andre mennesker? Det kan alt sammen godt tænkes at være tilfældet, men det vigtigste er måske at se det positive i hendes manglende evne til selv at genkende den opstandne. Og det allervigtigste, at hun, selv om hun ikke kan genkende ham, bliver mødt af ham.

Det gør det let at identificere sig med Maria Magdalene. Hun er er som os, og selv vi så hverken kan se, hvem der står der foran os, og ikke har øje for andre, så skal vi have tillid til, at Gud på trods af alle vore mangler, kalder på os.

Han kommer os i møde, kalder os ved navn og vil, at vi i genkendelse af ham, i mødet med mig, hans ord og ånd, forstår, hvad vi er kaldet til, nemlig at leve ud af Guds kærlighed.

Kald på os, Gud,

Sådan som du kaldte på Maria Magdalene.

Det ske i Jesu navn

Amen