Hvad vil det sige at leve med påskemorgen og påskebudskabet i bagagen? Hvad betyder det egentligt at leve med påskedag i ryggen? Hvad er det for et lys og håb, vi bærer med, nu efter langfredag og påskemorgen ud i disse forårsdage?
Med udgangspunkt i de bibelske læsninger her mellem påske og pinse forsøger jeg i disse uger at indkredse det nærmere.
Sidste søndag fandt jeg, at påsken lægger et spor af håb ind i menneskets liv, af nærvær og beskyttelse, frihed og bundethed, tyngde og lethed.
I dag vil jeg tilføje, at påske er det at leve dybest set uden frygt. Jesus siger det selv i evangeliet i dag, i det udsnit fra sin afskedstale til sine disciple, vi hører i dag. Jesus siger: ”Jeres hjerter må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!”
¤
Det, at vi skal leve uden frygt, bliver så egentlig understreget af Jesu meget prægnante og kendte sætning, kald det bare en af hans one-liners – en sætning, som fortæller hvem, han er, og hvad er han vil være for os.
Jesus siger: ”Jeg er vejen og sandheden og livet”.
For det første understreger disse syv ord, den enkle og dybe sætning, at Jesus er Guds søn. Jesus bærer livet og sandheden i sig. Sandheden her forstået som det faste, urokkelige og troværdige i vi tvetydige menneskers ellers flygtige liv.
For det andet: Påskens budskab er dertil en understregning af, at Gud ikke holder livet for sig selv i sin egen himmel. Han lod sin søn føde på jord, og han delte liv med os, selv ind i døden og dens skygge.
Gud fulgte op på sin lov på Sinai, og gav dem nu et menneskeligt ansigt i Jesus fra Nazareth, i ham som menneske, i hans ord og i den ånd, han lagde for dagen. Jesus talte om Guds rige, i lignelser, der ligefrem tog udgangspunkt i menneskers dagligdag. Jesus lagde dermed det spor ud, at nok er denne verden ikke paradis og skellet mellem Gud og menneske stort, men Gud insisterer på at slå bro mellem himmel og jord, mellem sit rige og den verden, han har skabt.
¤
Mennesket er således ikke overladt til sig selv. Og det betoner Jesus ved at understrege, at han i sine ord om sig selv siger, at han ikke blot er sandheden og livet, han er også vejen.
Jesus er vejen. Dvs. han har lagt et spor ud, ikke et rigidt lovværk eller en snorlige dogmatisk rettesnor. Nej, Jesus har lagt en vej, en sti ud, hvor vi mennesket i troen på Gud er givet den største frihed til at gå ud i verden og møde hinanden her. Vi har nu sikker grund under fødderne – der er dybest set intet at være bange for.
Jesus Kristus,
Opstandne Herre,
Du er den, du er,
Sandheden og vejen og livet.
Vi beder dig:
Tænd lys i din kirke
Og lad ilden brænde i os,
Så vi hører dit ord
Og får mod til at gribe ud efter dagen.
Amen