Hver søn- og helligdag hører vi i de bibelske læsninger så mange navne nævnt, mere eller mindre kendte og fremmedartede navne: 

Der er altid en læsning fra et af evangelierne, enten fra Matthæus, Markus, Lukas eller som i dag Johannes. 

Og epistellæsningerne. De fleste er af apostlen Paulus. Vi hører et udsnit af hans brev henvendt til konkrete menigheder eller mennesker, som stod ham nær. I dag er det imidlertid undtagelsesvis en læsning fra Johannes Åbenbaring, Det nye Testamentes sidste skrift og per tradition knyttet til den gamle apostel Johannes, og skrevet mens han opholdt sig på den græske ø Patmos. 

Og hvad angår de gammeltestamentlige læsninger, så dukker navne op på profeter som Esajas eller som i dag Moses, en læsning fra Anden Mosebog.

Alle disse navne, hvor af mange jo har listet sig ind ikke mindst i drenges fornavne den dag i dag, er der mon en særlig betydning gemt ind, at vi ikke bare læser fra Bibelen men af læsninger forbundet med specifikke forfatternavne?

Den amerikanske forfatter Marilynn Robinson har i sin bog om Første Mosebog (Fra Begyndelsen – at læse Første Mosebog) så smukt og præcist formuleret betydningen af netop dette forhold, at de bibelske tekster er forbundet med menneskelige forfattere. Hun skriver, at det er ikke en fornægtelse ”af Bibelens enestående hellighed”, men det centrale er, at ”der i Bibelen selv ingen ængstelse (er) over  en forbindelse til menneskers sind, ord, liv og lidenskaber” (Robinson, 9).

Det er, kan man tilføje, som om disse forfatternavne blot er med til at understrege forbindelsen mellem Gud og menneske. Et er at de understreger menneskers fornemmelse af Guds nærvær, men de understøtter også det glædelige budskab, evangeliet, om at Gud er kommet til verden, og er nær, selv her hvor vi dyrker vores guldkalve, svigter og gør andre ondt. 

Tak for Johannes og Moses, Maria og Mirjam og alle de andre navne nævnt i de bibelske læsninger. 

Amen