De danske kirkegårde får konkurrence fra skovgravpladser, og det er ikke uproblematisk, hvis man spørger biskop Elof Westergaard.

I dag bliver langt de fleste mennesker stedt til hvile på kirkegårde - omgivet af veltrimmede hække og gangstier med sirligt friseret perlegrus.

Her indretter vi gravpladser til vores afdøde med mindesten, blomster og lys, og sådan har det været i mange år. Faktisk mener man, at den første kristne kirkegård i Danmark, som er blevet udgravet ved Ribe Domkirke, kan dateres helt tilbage til 800-tallet.

Længe har kirkegårdene nydt en nærmest monopolistisk status som mindested for vores afdøde.

Men nu får de nøjsomt kultiverede kirkegårde vildtvoksende konkurrence: fra de såkaldte skovgravpladser.

Det er begravelsesarealer, som ligger i kommunale og private skove, og som gør op med de forestillinger, mange af os har om, hvordan et gravsted skal se ud.

Det hele begyndte i 2008, da Folketinget foretog en ændring i loven "Lov om begravelse og ligbrænding". Ændringen betød, at man nu kunne anlægge begravelsespladser uden kapel i kommunale og privatejede skove, såfremt begravelsespladsen udelukkende skulle benyttes til urnenedsættelse.

I 2014 fik lovændringen sin første fysiske manifestation, da den første kommunale skovgravplads blev anlagt i Kohaveskoven ved Odense.

Siden er skovgravpladserne skudt op i høj hastighed på det danske landkort, og i dag findes der 15 skovgravpladser fordelt over det meste af landet.

Udfylder et vakuum

Bag en af de 15 skovgravpladser står den 32-årige godsejer Christian Alexander Berner. Han er indehaver af Clausholm Gods, der ligger 12 kilometer sydøst for Randers. I 2020 blev en del af godsets skovareal omlagt til gravsted under navnet Clausholm Skovbegravelsesplads. Et stykke skov, som i dag huser 46 urner med de jordiske rester af danskere, som ikke længere er iblandt os.

»Det er en bøgeskov med nogle omtrent 100-110 år gamle træer. Hvis jeg selv skal sige det, er den meget smuk. Den ligger på en østvendt bakke med udsigt udover en ådal,« fortæller gods-og gravpladsejeren Christian Alexander Berner om sin skovgravplads.

Godsejeren fortæller, at han har oplevet en stor interesse i sin gravplads. Foruden de 46 urner, som allerede er lagt i jorden, har han modtaget 220 reservationer på gravpladser.

Sådan en skovbegravelse foregår helt lavpraktisk ved, at urnen nedsættes ved foden af et af skovens bøgetræer. Gravpladsen må ikke udsmykkes, og derfor skal den heller ikke vedligeholdes.

Som det eneste tegn på, at der ligger et menneske begravet, må man lægge en mindesten på gravpladsen.

Men hvem er det, der fravælger den klassiske kirkegård med buketter og blomster for i stedet at lade sig begrave imellem rødder og nedfaldsløv? Er det dedikerede ateister? Naturglade hippier? Det er ifølge Christian Alexander Berner umuligt at indsnævre, for det er »alle forskellige slags mennesker«. Godsejeren mener, at der er flere årsager til, at skovgravpladserne har succes. Først og fremmest, at de udfylder et vakuum.

»Førhen var der nærmest kun to muligheder: Hvis du ikke ville på kirkegården, kunne du få din aske spredt på havet. Der manglede et alternativ«, siger han.

Fællesskab versus forretning

Elof Westergaard er biskop og formand for Foreningen for Kirkegårdskultur. Han har godt bemærket de nye skovkirkegårde, som skyder op i landet, men han fortæller, at skovkirkegården i bund og grund er et gammelt koncept.

»Den første skovkirkegård, vi fik i Danmark, var mig bekendt Høsterkøb Kirkegård. Den blev lavet af G. N. Brandt, en af de store arkitekter i 1930' erne«, siger han og uddyber, at natur og skov også er et tilstedeværende element på mange andre danske kirkegårde.

Til gengæld er det nyt, at drift af begravelsespladser bliver privatiseret, og det er ikke helt uproblematisk, hvis man spørger biskoppen.

»Cirka en fjerdedel af kirkeskatten går til at vedligeholdelse af kirkegårdene. Det understreger, at kirkegårdene er et fællesskab, hvor alle er velkomne, og som vi er fælles om at vedligeholde - mens det andet er en forretning for herregårdene«, siger han.

Biskoppen peger på, at skovgravpladserne potentielt kan have en udhulende effekt på vores fælles kultur. Elof Westergaard mener, at kirkegården har en erindringsmæssig værdi. I vores samfund i det hele taget, men måske i særdeleshed i vores lokalsamfund.

»Når jeg går en tur på kirkegården i den by, hvor jeg voksede op, ser jeg navne, jeg kan kende.

Jeg får en historisk fornemmelse af at komme af noget, af at være rodfæstet i historien,« siger han.

Dermed har kirkegården en sammenbindende eksistentiel og kulturel værdi, argumenterer Elof Westergaard.

»Et samfund, hvor vi smider alle ud på havet eller i skoven, vil miste en fornemmelse af tid og historie, som kirkegården også er med til at understrege. Og en taknemmelighed, der er forbundet dermed. Det er det, der forsvinder, og det E er under hurtigt opbrud i de her år. Det synes jeg faktisk, er en skam,« lyder det.

Til trods for biskoppens holdning er det et faktum, at der til stadighed er flere, der fravælger kirkegården for i stedet at lade sig begrave i skovens dybe stille ro. Men hvorfor? Ifølge Elof Westergaard kan dansk ydmyghed meget vel være en del af svaret.

For han oplever ofte ældre mennesker, som fortæller, at de ikke vil være til besvær for de efterladte, og at de derfor er tilbøjelige til at vælge vedligeholdelsesfri og uforpligtende begravelsesformer - som askespredning til havs eller skovbegravelse. Men det, mener han, er et misforstået hensyn at tage.

»Jeg tror, vi glemmer, at vi på sin vis er sat i verden for at have bøvl af hinanden. Jeg tror, det er godt, at folk sætter sig ned og snakker om, hvordan og hvorledes de gerne vil begraves. Det er vi for dårlige til i den danske befolkning,« siger han.

Tiderne skifter - vil kirkegårdene bestå?

Godsejer Christian Alexander Berner stemmer i.

Han oplever også, at der er mange ældre, som vælger en skovgravplads - blandt andet fordi det er ukompliceret. Men han har svært ved at se problemet.

For den tid, hvor man blev døbt, gift og begravet i samme landsbykirke er for de fleste danskere forbi, argumenterer godsejeren.

»Yngre generationer har ikke noget forhold til den lokale kirke, så hvorfor skal de have et gravsted, som de kan gå og få dårlig samvittighed over, at de måske ikke får passet, hvis de i stedet kan mindes ved at gå en tur i skoven?« spørger han retorisk.

Kritikken om, at de nye skovgravpladser skulle udhule erindringskulturen, køber han heller ikke.

»På skovgravpladsen er der mulighed for, at man kan have en mindesten. Så man kan sagtens mindes. Der er også mennesker, som vælger ikke at få det. Men på kirkegårdene er der jo også folk, der vælger at blive begravet ved de ukendtes grav«, siger han.

Der findes allerede 15 skovgravpladser i Danmark, og der er flere på vej. I skrivende stund er yderligere otte skovgravpladser under etablering rundt omkring i landet.

Kirkegårdene har fået konkurrence, og samtidig får folkekirken stadig færre medlemmer. Da den første skovbegravelsesplads blev anlagt i 2014, var 78,4 pct. af danskerne medlem af folkekirken.

I dag er det tal 73,2 pct.

Så vil folkekirken og kirkegårdene, som vi kender dem, også være relevante i fremtiden? »Det håber jeg«, siger Elof Westergaard og tilføjer: »Det kræver, at vi, der har med kirkegårdsdrift at gøre, er gode til at lytte til befolkningen. Vi skal have øje for mangfoldigheden og lytte til, hvad der er brug for. For eksempel den grønne omstilling og ønsket om at blive begravet omkring skov og vildere natur.« Og selv om han formentlig ikke selv vil leve til den tid, håber han, at kirkegården som vi kender den også består om for eksempel 100 år.

»Jeg håber, at vi også om 100 år lever i et samfund med historisk bevidsthed og erindringer,« afslutter biskoppen. N.

Et samfund, hvor vi smider alle ud på havet eller i skoven, vil miste en fornemmelse af tid og historie.

Elof Westergaard, biskop over Ribe Stift Jeg tror, vi glemmer, at vi på sin vis er sat i verden for at have bøvl af hinanden.

Elof Westergaard, biskop over Ribe Stift.

• I øjeblikket har over 200 mennesker reserveret en plads på Clausholm Skovbegravelsesplads, der ligger 12 kilometer sydøst for Randers. Foto: Privat
• Ydmyghed og et ønske om en vedligeholdelsesfri gravplads kan ifølge biskop Elof Westergaard være svaret på, hvorfor flere vælger skovgravpladser til. Arkivfoto: Christian Klindt Sølbeck

Flere og flere vil begraves i skoven: »Der manglede et alternativ« (jyllands-posten.dk)