Jesus døde legeme tages ned fra korset langfredag, og det lægges i en grav. Evangelisten Mathæus fortæller kortfattet, hvordan en rig mand Josef fra Arimetæa beder Pilatus om tilladelse til at begrave den døde. Josef får lov, og sammen med andre svøber han den døde ind i et liglagen og lægger det i en grav, som straks lukkes til med en stor sten.
Hvad nu sker mellem Jesu gravlæggelse og opstandelse påskemorgen lægger hen i mørket. Hvad dog ikke hindrer eftertidens dramatiske skildringer af hvad fandt sted i dette intermezzo: nemlig Jesu nedstigning i dødsriget og hans opvækkelse og oprejsning af de døde.
Disse dramatiske skildringer får vi i aften påskelørdag rig lejlighed til at synge f.eks. her i Ribe domkirke.
I salmerne til påskelørdag møder vi en kosmisk kampplads mellem det gode og det onde, mellem liv og død, Gud og Djævel.
Det er, kan jeg godt røbe, livet og opstandelsen, håbet og glæden, som sejrer. Gudskelov og tak!
¤
I år påskelørdag vil jeg gerne trække en af bipersonerne frem, nemlig Josef af Arimethea.
Han skygger ikke for hovedpersonen, Jesus, men han træder frem som en, som vi kan se til i vores liv.
Josef fra Arimethea går frem foran Pilatus og beder om lov til at begrave den døde.
Han har ikke lagt sit lod i mængdens råb og had, men derimod han finder sin visdom i Kristus.
I den kristne tradition helt siden tidlig tid er Josef af Arimethea derfor også blev sammenlignet med og set som det retfærdige og lykkelige menneske, som er nævnt hos den gammeltestamentlige salmedigter i den allerførste salme i Salmernes Bog.
Salme 1 i Det gamle Testamente lyder:
Lykkelig den, som ikke vandrer
efter ugudeliges råd,
som ikke går på synderes vej
og ikke sidder blandt spottere,
men har sin glæde ved Herrens lov
og grunder på hans lov dag og nat.
Han er som et træ,
der er plantet ved bækken;
det bærer frugt til rette tid,
og dets blade visner ikke.
Alt, hvad han gør, lykkes for ham.
Sådan går det ikke de ugudelige;
de er som avner,
der blæses bort af vinden…
Herren kender de retfærdiges vej,
men de ugudeliges vej går til grunde.
Salmedigteren kunne måske her tænke på sig selv eller på Kristus som den retfærdige, men op gennem tiden er Josef fra Arimethea ofte blevet set som en personificering af den lykkelige, som gør det rette.
Josef gør jo det rigtige i situationen. Han har nok gået stille med dørene indtil nu, men ved Jesu død træder han i karakter, insister på en ordentlig begravelse af den døde, som for dermed at signalere sin dybe respekt for og tillid til Jesus. Josef af Arimethea har, siger de oldkirkelige fædre, følger således ikke blot i hælene på de ugudeliges råd, som var at henrette Jesus og gøre ham til intet.
Kirkefaren Hieronimus skriver så, at vi skal se den retfærdige mand, som er omtalt i salme 1, som Josef af Arimethea. Og han spejler så igen, hvad gør en retfærdig mand og kvinde, nemlig et menneske, som ikke lader sig nøje med visdommen i alt, hvad vi mennesker selv finder på, men finder den dybeste visdom og sandhed, ja livet i den korsfæstede Jesus Kristus.
Gud hjælpe os deri.
I Jesu navn. Amen