I kvæld blev der banket på Helvedets port,
Så dundrer den rullende torden,
Herolden var stærk og hans budskab fuldstort
Thi lytted alt under jorden

Sådan indleder en af de mest prægnante salmer til påskelørdag aften og nat.

Der er både kraft og styrke i de salmer, som hører denne aften og nat til. Det er salmer fuld af stor dramatik: Kristus, synger vi om, går ned i dødsriget og banker døden og Satan på plads, han bringer fald over alle djævle og dæmoner, og han befrier og fører de døde op fra graven.

Kristi opstandelse er så sandelig en magtfuld hændelse og samtidig er budskabet den klare: Kristi opstandelse påskemorgen er nu med al tydelighed ikke kun Kristi opstandelse fra de døde, men hans opstandelse er et stærkt og kraftfuldt håb for os alle om opstandelse fra de døde.

Døden skal virkelig ikke have det sidste ord. Kærlighedsmagten, Gud, er den stærkeste magt af alle og i ham er håbet os givet.

¤

Al påskelørdags drama til trods, al den væbnede kamp mod døden, vi synger om i de kraftfulde salmer til trods, så er det vigtigt at huske midt al i dette ståhej, at Jesus, som går ned i døden og besejrer den, er ham, som blandt sine sidste ord på korset sagde: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!”

Vi skal høre de ord som udtryk for det menneske, der kender sine kår, det menneskelige vilkår for det at være menneske. For Jesu vedkommende, et menneske med naglemærker i hænderne og på fødderne. Han er det martrede menneske, lidelsens genstand, som af såvel verdslige som religiøse magthavere langfredag blev forsøgt gjort stum, men som ikke kan stoppes. Han bærer håbet frem og har magten til at gøre det sandt, at døden aldrig skal have det sidste ord. Han gør det med sit liv, sin død og opstandelse.

Hvorfor siger jeg det? Fordi det er vigtigt ikke at glemme den menneskelige skrøbelighed og Guds nærvær netop her i vores tid, hvor diktatorer brøler og hvor politiske leder fristes af medialiseringen til at fremstå stærke og ubøjelige.

Her i vores verden er der nok af tilsyneladende stærke mænd og kvinder, men Jesus er heldigvis en anden karakter. Han bringer noget andet og mere til verden end endnu en nutidig hero og en ny maskulin helt.

Påskelørdag – denne aften og denne nat - er således ikke en aften, hvor vi glorificerer kampen og krigen, falder hen i en beundring for sværdet og kraften og styrken, men det er en aften, en nat, hvor det håb, kristentroen bibringer os, bliver os tydeligt og klart. Her møder vi håb i sorgen, lys i mørket.

Det, vi skal søge og beundre er denne nat ”ikke styrken og hadet til ens fjender og foragten for de ulykkelige”, sådan som den franske filosof Simone Weil, formulerede det i et essay, hun udgav i 1941, Det vi er samlet om og skal tage med os er derimod en tillid til og en tro på kærligheden og nådens magt, at Gud går selv ind i døden og bekæmper alt mørke.

Og da kan vi håbefulde gå ud i natten i tillid til Guds kærlighed og nåde.

Glædelig påske

Amen