Den 25. juni mødtes repræsentanter fra projektgrupperne i Jerne sognehus, Esbjerg, til fællesmøde i Projektet rekruttering og fastholdelse af præster i Ribe Stift. Mødet havde særligt fokus på forankring: Hvad skal der ske, når projektet slutter i april 2026 – og hvilke indsatser er så meningsfulde, at de bør leve videre?
På tværs af grupperne var der en klar erkendelse:
- Arbejdet giver mening.
- Det skaber engagement, netværk og konkret værdi.
- Og vi vil gerne fortsætte.
Nogle grupper pegede på, at deres aktiviteter med fordel kan blive en del af Ribe Stifts almindelige drift. Andre grupper udtrykte et ønske om selv at videreføre arbejdet, hvis rammerne er til det. Flere nævnte også, at de har formået at få midlerne til at række langt – og at det i sig selv er et argument for at fortsætte.
Som én udtrykte det:
“Vi får så god feedback fra alle deltagerne – og vi tror på, at vi skal holde fast i det.”
Den store opbakning og lyst til at videreføre erfaringerne bliver vigtig at tage med ind i det afsluttende fællesmøde, som afholdes onsdag den 23. oktober kl. 15–18 i Ribe – her samles alle projektgrupper, styregruppen og provsterne for sidste gang i år.
Vil du vide mere om, hvad vi gør i Ribe Stift for – og sammen med – præster?
På vores hjemmeside kan du læse meget mere om de aktiviteter og arrangementer, vi tilbyder præster i stiftet – og til dig, der overvejer at søge mod Ribe Stift:
https://ribestift.dk/hvorfor-er-ribe-stift-et-godt-sted-at-vaere-praest
(Foto: Helle Nordentoft. Fra venstre mod højre: Ellen Marie J. Nielsen, Erling Kristensen, Charlotte Rossel, Ulla Kristiansen, Simon M. Olesen, Mette F. Tarbensen, Jesper W. Andersen, Therkel F. Havtorn, Arne Mårup og Mira B. Pedersen).