Hvad er det med Jesus og børnene?

Jesus siger, at børnene skal komme til ham. Og han trækker dernæst børnene frem som eksemplariske og peger på deres fortrin. ”Guds riget er deres”, siger Jesus og fortsætter: ”Hvis I ikke bliver som et lille barn kommer I slet ikke ind i Guds rige”.

To ting vil jeg gerne trække frem fra teksten hos evangelisten Markus:

For det første: At Jesus rækker ud efter børnene understreger det centrale i kristentroen, nemlig, at det er en invitation. Gud rækker ud, vil mennesket. Og den invitation Gud rækker ud er til både ung og gammel, kvinde og mand, slave og fri.

Det skelsættende i denne invitation må vi aldrig glemme.

I en tid, hvor konspirationsteorier let flyder og løber rundt, og hvor vi let lader os friste til at sætte skel mellem ”dem” og ”os”, ja lader os friste af et manikæisk sort-hvidt verdensbillede og her gerne udpege tidens syndebukke, er det vigtigt at holde fast i kristendommens altfavnende invitation.

¤

For det andet: Det, Jesus siger om børnenes fortrin og forrang kræver mere refleksion. Hvori består barnets fortrin?

Er det barnets væsen, dets uberørthed af verden? Nej, det er det ikke. Den, der mærket af verden kan også gøre sig håb om Guds rige.

Er det særlige karakteregenskaber ved barnet, som vi så også skal stræbe efter. Barnets åbenhed, nysgerrighed og umiddelbarhed? Det er gode egenskaber, men også det lukkede og indkrogede sind kan gøre sig håb om Guds nåde. Så det er heller ikke barnets positive egenskaber, som er nødvendige for at komme ind i Guds rige.

Desuden: En voksen, som insisterer på at være barnlig, bliver let barnagtig.  

Hvad vi derimod skal se til ved barnet, er forståelsen af at vi som mennesker er relationelle væsener, vi står i forhold til andre og bliver til i livet med hinanden.

Det græske ord, som vi oversætter med barn kan betyde både ung, barn og tjener, ja slave. Det bærende i ordet er således, at det angiver, hvordan et menneske altid står i et forhold til andre og det er i disse forhold, vi formes og lever. Et barn er relateret til sine forældre og søskende. En tjener til dem, han er ansat hos.

Uanset hvor gamle vi, er det således vigtigt, at vi ikke forstår os som isolerede væsener, som nogle der tror vi skal bære hele verden selv. Nej, vi er sat i en relation fra begyndelsen, fra fødslen og fra livet givet. Og det netop denne samhørighed, som er gaven vi er givet, ikke kun fra vores forældre og slægt, men fra Gud. Vi indgår i en sådan sammenhæng, ja går ud i livet med det håb, at Gud vil tage imod os, skænker os syndernes forladelse og håbet om det evige liv.

Amen