”Solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge”.

Det er Zakarias, Johannes Døberens far, som i glæde over sin søns fødsel, bryder ud i sang og synger disse ord.

Det er ikke Johannes, hans eget barn, som er solopgangen fra det høje. Om ham synger han, at hans rolle er en anden: Johannes, Johannes Døberen, skal være med til at forberede og pege på den solopgang fra det høje, som kommer til verden med sit lys. Denne solopgang fra det høje er Guds egen søn. Jesus Kristus, som fødes julenat.

¤

Hvad er en solopgang egentlig?

Det er det daglige fænomen, hvor solen står op og bryder horisonten. Det sker, fordi jorden drejer om sin egen akse med omdrejningstiden på et døgn.  

Her på vestkysten er det måske især solnedgangen, som vi lægger mærke til i det flade landskab. Det er ret fantastisk på en klar dag ved aftenstide at stå på diget ude ved kammerslusen og se solen gå ned. Solopgangen har samme magi, når solen gløder ude mod øst og langsomt stiger op og skaber dag. Solnedgang og solopgang kan fylde én med taknemlighed og glæde over dagen, og de kan samtidig også fylde en med forventning og håb til den kommende dag. Solopgangen forventningerne og forhåbninger til den dag, der lige er begyndt.

¤

I en salme i vores salmebog er solopgangen også nævnt. Det er i en salme af Brorson – en salme oprindelig skrevet af Paul Gerhardt. Her spørger salmedigteren: Hvorledes skal jeg møde/ og favne dig, min skat? Du skønne morgenrøde mod al min jammers nat! ( DDS86,1).

Solopgangen står her i kontrast til menneskets jammers nat. Kontrasten mellem Guds og menneskers verden males op, som forskellen mellem det skønne og al jammer, som mellem glæde og sorg, ja dybest set som kontrasten mellem liv og død.

Ser vi os omkring og tænker vi tilbage på det, som er sket i år og stadig finder sted, med store krige, massakrer og bombninger, i Ukraine og i Israel og Palæstina, så er det sandt. Og længslen efter fred og glæde er stor.

I salmens spørgsmål om, hvordan jeg dog skal favne dig, Gud, hører jeg denne længsel efter at glæde og liv må være en del af vi menneskers liv. Det handler ikke om, hvordan jeg finder kernen i mig selv, men om hvordan vores liv må blive favnet af den gode Gud, og hvordan hans kærlighed, fred og nåde må møde os her midt i verdens mørke.

¤

Svaret er, at vi skal leve med håb og i tillid til Guds komme. Han kommer som en solopgang, endda som en solopgang fra det høje.

En solopgang fra det høje. Det er et vidunderligt udtryk, som angiver at det nok er at ligne en solopgang ude i horisontlinjen, men det er mere end det: det er en solopgang fra det høje.

Forestil dig et helt mørkt univers, hvor lyset bryder frem oppe fra himlen, som himlens stjerner. Eller forestil dig en verden hel fyldt af sne (trængsels sne, skriver Brorson i den samme salme), hvor lyset oppefra pludseligt får alt til at glimte. Det er en sådan solopgang fra det høje, som Jesu fødsel er i menneskers liv.

Det græske ord vi oversætter det høje (ypsos) er også at finde i en af de gammeltestamentlige salmer ( salme 18), og i denne salme bliver det egentlig både enkelt og klart formulerer, hvilken betydning Jesu fødsel får i menneskets verden. Om Gud lyder det her: ”Han rakte ud fra det høje og greb mig, han trak mig op af de vældige vande”. Gud redder mennesket og er menneskets støtte.

Det håb, skal vi leve ved

Kom, du solopgang fra det høje, kom snart, kom jul.

Amen