Herodes er en biperson i evangelisten Matthæus beretning om Jesu fødsel. Vismændene har først forvildet sig ind hos denne konge på hans slot, men stjernen ledte dem snart videre til barnet i krybben. Der lå den rigtige kongesøn.

Og da barnet er født, flygter Josef, Maria og Jesusbarnet til Ægypten, for de ved, hvad der vil ske: Herodes beordrer barnemordet i Betlehem.

Matthæus formulerer det på følgende vis:

Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd.

Herodes havde anmodet de vise mænd om at vende tilbage og fortælle ham, hvor barnet var født, men da de klogeligt ikke gjorde det, måtte Herodes gå mere radikal til værks. For han ville det nyfødte barn til livs. Herodes foranlediger en massakre.

¤

Råheden i Herodes ordre om massakren står tydelig og klar. Det er ren ondskab. Men der er to, stadigvæk aktuelle forhold, jeg gerne vil trække frem på denne årets sidste dag.

Det første er raseriets forbandelse og det andet er ondskabets tilsidesættelse af enhver proportionalitet.

¤

Først raseriet. Der står, at Herodes blev rasende. Han er rasende over at blive snydt. Rasende over ikke at vide besked. Herodes føler sig snydt, selv om hans anliggende med de vise mænd var den at   han straks kunne eliminere det nyfødte barn, Jesus. Hans interesse for barnet var udelukkende destruktiv.

Det græske ord, vi oversætter med ”rasende”, kan som navneord både betyde vrede og lidenskab.

Lidenskab har noget dobbelt over sig. Det gør godt at kunne mærke et andet menneske. Det kan lidenskaben, entusiasmen og begejstringen vise. Men lidenskaben kan også være destruktiv og ødelæggende, som når det er raseriet, der flammer og buldrer løs i et menneske.

Herodes er her et menneske, som kun tænker på sit eget, sin egen arvefølge og dybest set frygter ethvert andet menneske, fordi det potentielt kunne være en rival.

Her på årets sidste dag er det nødvendigt at bede: Gud, dæmp vreden i os. Som det lyder i et vers i en Grundtvigsalme: ”Opdrag os til Himmerig, at elske, ligne, love dig, til kærligheden, Fader kaldt, din Gud, vor Gud, er alt i alt”. ( DDS 467,9)

¤

Dernæst proportionaliteten. Herodes vil have fjernet ét menneske fra jordens overflade: Jesus. Dette barn udgør ifølge Herodes selvcentrede blik, en trussel. Men da Herodes ikke ved, hvilket barn, der er tale om, så udraderer han ”bare sådan” alle børn. Det er ren ondskab.

Der er et vers i begyndelsen af det gamle Testamente, som jeg ikke kan fordrage. Det vers lyder: Hævnes Kain syv gange, skal Lemek hævnes syv og halvfjerds gange(  1 Mos 4,24).

Lemek er efterkommer af Kain og far til Noa. Dette vers er et grusomt udsagn, som kan legitimere hævn og blodhævn.

Det skal ikke viskes ud af nogen bog, men det står der og taler om lige præcist det, som barnet i krybben, født julenat modsiger.

Gud sluk menneskets hævntørst og må det lille barn i krybbe trøste os, ja være lyset i mørket.

 Gud vær os nådig! I Jesu navn. Amen